Rocambolesc

9. maj 2016
Som nogle af jer der følger mig på Instagram måske kan huske, så var jeg en tur i Barcelona i midten af februar, hvor jeg bl.a. besøgte den helt absurd fænomenale isbar Rocambolesc i nabobyen Girona. Jeg fik selvfølgelig flere end de 2 is jeg postede dengang, så her kommer lige en lidt grundigere introduktion til isboden med de fine 3. stjernede michelinforbindelser.

facade

På en stille gade i Gironas centrum. Der ligger den. Isboden der vil slå benene væk under de fleste. En lille diskret forretning med en ganske underspillet facade, som man sagtens kan overse og vandre forbi hvis ikke man specifikt leder efter den.

Bag indgangsdøren gemmer der sig imidlertid en teatralsk lille Willy Wonkaverden, der fremstår som en skør blanding af Roald Dahls Charlie og chokoladefabrikken og noget den amerikanske børnebogsforfatter Dr. Seuss (det er ham med katten i hatten) kunne have udtænkt.

Og lad os bare slå det fast med det samme. Rocambolesc er en fabelagtig isbod, som er en rejse værd. Kodeordene er: uovertruffen is kombineret med god og engageret betjening, æstetiske omgivelser og emballage. Ganske enkelt is, som er så smukke at man næsten ikke nænner at spise dem.

Bag Rocambolesc står Jordi Rocasan, den yngste af de tre Rocabrødre, som driver den 3. stjernede michelinrestaurant El Celler de Can Roca i byens udkant. Siden restauranten åbnede i 1986 har brødrene arbejdet hårdt og vedholdende på at raffinere og forny det catalanske køkken i tæt samarbejde med en lang række designere og kunstnere. I 2009 modtog de deres 3. michelin-stjerne, et niveau de har holdt siden.

Den ældste bror Joan er chefkok, den mellemste Josep er sommelier med ansvar for restaurantens store vinkælder, mens den yngste, Jordi udvikler restaurantens dessertkort. Det er denne interesse for det søde køkken han har videreudforsket med etableringen af Rocambolesc.

mano

Vi havde 3 timer i Girona!  3 timer hvor vi både skulle nå at se byen (som vi aldrig havde været i før) OG spise is. Dios mio! Selvom jeg er en effektiv isspiser, så vidste jeg godt på forhånd at jeg ikke ville kunne nå at spise mig igennem hele sortimentet. Desværre, for det kunne jeg jo bestemt godt have tænkt mig. Varmen udenfor og køen indenfor gjorde bestemt ikke opgaven lettere, for jeg var nødt til at købe en is ad gangen, spise den og derefter stille mig i kø igen.

Jeg nåede at spise 4 is, min ledsager en enkelt, selvom jeg prøvede at lokke lidt flere i ham, så jeg kunne få nogle gode billeder, så jeg skal tilbage snarest. Det kan kun gå for langsomt.

girona

 

Fantasifuld indretning

Det lille lokale (i omegnen af 20 m2) er designet i samarbejde med det prisbelønnede spanske designfirma Sandra Tarruella interiors, som også står bag indretningen af Ismageriets nye forretning i Søborg. Den kulørte fabriksillusion er komplet med blotlagte rør, tandhjul og måleinstrumenter.

Der bliver ofte refereret til Tim Burtons udemærkede film Charlie and the Chocolate Factory (den med Johnny Depp som Willy Wonka) som den primære inspirationskilde til indretningen, men jeg ser nu mere Mel Smiths klassiske film fra 1971 (den med min überfavorit Gene Wilder i rollen som Willy Wonka) for mig når jeg står i lokalet, men det skal jo ikke skille os ad.

Selve isdisken er bygget op omkring ideen om en klassisk gadesalgsvogn, som man kender den fra 20´erne og 30´erne. Komplet med hjul, som naturligvis kun er til for syns skyld. Vognen indholder 27 forskellige slags toppings, som man først kan se når man kommer helt frem til disken, hvilket er medvirkende til de lange køer. Folk er simpelthen længe om at vælge deres topping, da de først kan tage stilling til dem når de foretager bestillingen.

For at skabe en optisk illusion af, at rummet rent faktisk er større end det er, så er den ene væg spejlbesat med kulørte og håndmalede inskriptioner.

disken

mirrors

 

3. stjernet michelinis

Isen der serveres hos Rocambolesc er i store træk den samme, som brødrene serverer på El Celler de Can Roca, så selvom selve isbutikken ikke har en eneste michelinstjerne, så drister jeg mig altså til at kalde det michelinis. Det er trods alt en michelinkok der står i køkkenet, mkay?

Sortimentet består af 6 forskellige iscremer, som tappes fra 3 soft ice maskiner, halvliters bægre som kan købes to-go, en signaturissandwich, samt et mindre sortiment af specialdesignede ispinde. Iscremen serveres med op til 3 forskellige toppings. Man kan enten vælge selv blandt de 28 forskellige slags (herunder candyfloss!) eller få isen serveret med husets anbefalede toppings (anbefales). Husk på at det er en 3. stjernet michelinkok der sammensætter smagsoplevelserne, så du kan ikke gå galt i byen hvis du vælger denne mulighed. Sortimentet varierer, men blandt de is man kan være heldig at smage er: banansorbet, lavendelsorbet, bagt æble, chokolade, vanilie mfl.

is

Avantgardistiske ispinde

Noget af det der adskiller Rocambolesc fra mange andre gode isboder er deres ispindesortiment, som pt. består af 6 forskellige varianter, som alle er små kunstværker. Det er specialdesignede og konceptualiserede ispinde med forskellige udtryk og betydninger. 3 af isene er skabt som hyldest til de 3 byer, hvor Rocambolesc, indtil videre, har slået sig ned.

De 6 ispinde:

Dark Side – Blåbær og vanille
Denne sorbetispind er formet som Darth Vader fra Star Wars, og blev introduceret i forbindelse med premieren på den nye Star Warsfilm Episode VII – The Force Awakens, i december 2015.

Rocatocha – Jordbær og rosenvand
En ispind formet som en næse. Som at spise en duft, som Rocambolesc formulerer det.

El culo de la leona (Løvindens bagdel) – Bagte æbler (fra Girona) og bergamotte
Skabt som en hyldest til byen Girona. Isen er modelleret over en kendt og populær stenskulptur, som tidligere stod i byens centrum. Den forestiller en løve der kravler op ad en søjle og ifølge overleveringen ville man vende tilbage til byen, såfremt man gned hånden over løvend bagparti. En tradition som imildertid sled så meget på skulpturen, at den i dag lever en hengemt tilværelse på byens kunstmusem.

Oso y el madroño (Bjørnen og jordbærtræet) –
Denne ispind er skabt som en hyldest til byen Madrid hvor Rocambolesc åbnede den anden isbod i 2014. Isen er modelleret over byens vartegn, en skulptur på byens centrale plads, La Puerta del Sol. Den forestiller en bjørn som står oprejst og læner sig op ad et jordbærtræ.

La Mano Dorada – Blodappelsin og mango
Den smukkeste af dem alle. En gylden sorbetispind lavet på blodappelsin og mango. Isen er skabt som en hyldest til den amerikanske tv-serie Game of Thrones og forestiller Sir Jaime Lannisters afhuggede hånd. Det er den karakter Nikolaj Coster-Waldaus karakter spiller i serien. Isen er blodrød indeni og guldstøvet udenpå efterlader isspiseren med de fineste gyldne læber.

Dit de Colón (Colombus´finger) – Chokolade, oliveolie og salt
Den nyeste af Rocambolescs ispinde. Skabt som en hyldest til byen Barcelona, hvor Rocambolesc åbner deres tredje isbod i april 2016.

manodorada

bear

De gennemdesignede emballager fuldender oplevelsen.

popsicles

El Celler de Can Roca har deres egen vimeokanal, hvor de deler videoer der omhandler restauranten og isbaren. Her er en skør reklamefilm for den Darth Vaderformede ispind Dark Side, hvor Darth Vader og hans Stormtroopere invaderer Girona. Man får både få et glimt af Girona, isbaren og isen! Som isdame, kunsthistoriker og Star Warsnørd kan jeg ikke andet end at elske det her! Avantgardistisk gourmetis serveret med humor! Så bliver det vist ikke mere gennemført!

Rocambolesc har 3 isboder i Girona, Madrid og Barcelona. Tjek info, adresse og åbningstider på hjemmesiden.

Rocambolesc Gelateria
Carrer de Santa Clara 50
17001 Girona, Catalonia
Spanien
www.rocambolesc.com

sandwich

 

pints

Halvliters bægre

follow-me-on-instagram

 

 

 

sortfacebook

 

 

 

 



Ét svar til “Rocambolesc”

  1. Irrrm a sucker for they betterscooter.com http://www.scamadviser.com/check-website/betterscooter.com, they may be good for every aspect. I have always been at the moment contemplating buying most of these on top of that.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *