Olufs kokossorbet

Olufs Is – den lille isbutik på Olufsvej på Østerbro, som dagligt producerer friske italienske ispinde  – poster hver dag et billede af “dagens is” på facebook. Det er ikke altid “dagens is” får isdamens tænder til at løbe i vand, men indimellem sker det og så er det ikke andet at gøre end at hoppe på cyklen og sætte kurs mod Trianglen.

 

SorbetkokoForleden postede Olufs et billede af en is som fik hjulene på den røde cykel til at køre hurtigere end normalt. Kokossorbet dyppet i mørk chokolade og revet kokos. En variation over den klassiske Koko-is, min alltime favoritis, som blev produceret af Premier Is i 1970´erne og 80´erne. Koko var en vanillepindeis overtrukket med mørk chokolade og revet kokos. Jeg har savnet Koko siden den blev taget ud af produktion og blev derfor glad da Olufs åbnede deres lille ispinderi i 2013. De havde nemlig to variationer over kokoisen i frysedisken – én med mørk og én med lys chokolade. Nu er der så kommet endnu en koko-is til. Kokossorbet fremstillet af kokospuré rørt med sukkersirup. Normalt er jeg ikke så begejstret for sorbet og hvis jeg har valget vil jeg altid vælge en mælke/flødeis. Af samme årsag var det med store, men dog beherskede forventninger jeg smagte på sorbetkokoen.

Hold nu op, det var en god sorbet. Fuldstændig fløjlsblød i konsistensen, absolut ingen iskrystaller og en perfekt afstemt kokossmag. Den smeltede på tungen på den helt rigtige måde. Ja, jeg tror faktisk jeg vil gå så langt som at sige, at det er den bedste sorbetis jeg nogensinde har smagt, mindre kan ikke gøre det. Mums filibaba det var lækkert! Chokoladen var mørk med kraftig kakaosmag og smukt overtrukket på ca. 2/3 af isen.  Olufs producerer is i 4 forskellige former og størrelser. Denne is var størrelse large, hvilket er min favorit. Jeg kan godt lide den bølgede profil og det at den er tyndere end den store xl-is.

Olufs anvender ikke stabilisator i deres sorbetis, hvilket jeg virkeligt bifalder. Nogle ismagere anvender jo gelatine i sorbetfremstillingen, hvilket jeg synes er ubeskriveligt klamt. Afkog af døde dyr har intet at gøre i en god is, så thumbs up til Olufs for at holde opskrifterne så enkle som muligt.

IMG_20140524_121333957Dagens is giver ismageren hos Olufs mulighed for, at eksperimentere med sjove og anderledes smagsvarianter. Jeg håber virkeligt at den her is ikke blot var et one-hit-wonder. Den var så god, at den burde være i frysedisken hver dag!

Olufs IS

Olufsvej 6
2100 København Ø

http://www.olufs.dk
likefacebook

 

 



Ét svar til “Olufs kokossorbet”

  1. […] kan man også få en ekstra smagsoplevelse med i købet. Jeg vil særligt anbefale kokossorbeten som jeg har skrevet om tidligere. Olufs ispinde koster 16-38 kroner. […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *