Kyl21 – Fremtidens is

Jeg har været på besøg i et islaboratorium i Berlin, hvor Kyl21 arbejder på at udvikle fremtiden is: smukke kunstfærdige, molykylære ispinde.

Jeg har været en tur i Berlin hvor jeg mødte folkene bag Kyl21, som står bag noget de kalder “fremtidens is”. Jeg har fulgt deres spændende projekter på forskellige sociale platforme i et stykke tid, og deres minimalistiske kommunikationsform pirrede altså min nysgerrighed så meget at jeg var nødt til, at sætte et møde op når nu jeg var i byen.

Jeg mødte manden bag projektet, designeren David Marx, til et privat event i en gammel industribygning i en baggård i Kreuzberg. Her havde han netop præsenteret konceptet for en privat virksomhed, som var interesseret i at få udviklet en særlig signaturis.

Kyl21 arbejder, ifølge manden bag projektet David Marx, på at udvikle “the ice cream parlour for the future” – fremtiden isbutik. Planen er at revolutionere måden at tænke is på, ved at skabe en helt ny måde at producere og nyde is. Konceptet er blevet lanceret på en branchemesse i Berlin. I første omgang vil isene blive forhandlet i Tyskland, men planen er man inden længe skal kunne købe fremtidens is overalt i verden.

Kyl21 laver vegansk is uden sukker og fedststof. Isene indfryses med flydende nitrogen, ligesom hos Istid i København. Når isen kommer ud af fryseren, umiddelbart efter fremstilling, er den omkring  minus 80 grader. Efterfølgende opbevares den, såfremt den ikke nydes med det samme, i en helt almindelig husholdningsfryser. Inden servering tages ispinden ud af fryseren og tempereres i ca. 12 minutter. Dette gøres for at opnå den optimale konsistens, smeltning og smagsafgivning.

Jeg smagte et par ispinde mens jeg var der. Flotte formstøbte ispinde, lavet i specialproducerede forme, designet af David Marx. De udvikler særlige signaturis til virksomheder, events mv., så man kan som kunde få udviklet sin helt egen isform. Dvs. at hvis f.eks. Oscarakademiet ønsker at bestille en ispind Oscarispind til Oscaruddelingen, så bliver der designet og produceret en speciel 3-d-isform, hvorefter der håndstøbes formstøbte 3-d-ispinde som ligner Oscarfiguren. Alt kan lade sig gøre, hvis man spørger David Marx, som designer formene. Opskrifterne udvikles af en række dessertkokke, som er tilknyttet projektet.

Udover specialproducerede signaturis, så er planen også at producere ispinde til konsummarkedet. Disse is kommer formentlig i handlen i Tyskland indenfor en overskuelig fremtid. Jeg spurgte David Marx om vi herhjemme kan forvente at se Kyl-21´s produkter i frysedisken, og det bekræftede han, så Danmark bliver formentligt et af de første markeder, udover Tyskland, som får glæde af isrevolutionen. Så må vi se hvornår det sker.

Indpakningen er et helt kapitel for sig selv. Ispindene produceres og pakkes efterfølgende i specialdesignede emballager, som kan holde isen kold i op til en time. Emballagen er fremstillet af bioform, som er et materiale, som minder lidt om styroform. Forskellen er dog at bioform, i modsætning til styroform, er 100% bæredygtigt og cradle to cradle certificeret. Emballagen er endnu under udvikling og bliver produceret af et firma i Holland.

Det var et kort visit i laboratoriet i Berlin, og jeg er da blevet lidt klogere, men er stadigvæk mystificeret og fascineret, så jeg glæder mig til at se hvad der kommer til at ske med projektet i fremtiden.

Kyl21

www.facebook.com/kyl21.usa/
www.the-science-kitchen.com/kyl21



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *