Hvis et museum var en is, hvad ville den så smage af?

27. juli 2016
Hvad med lavendel-nougat, hibiscus, salmiak eller maltsirup? Eller måske yuzu, safran og dadler? Til 2 arrangementer i august er der mulighed for, at smage sig gennem seks museers samlinger af kunst, kronjuveler, sjældne planter og filmklassikere. 

PM_is_poster_ORGjpeg-1

Klik for at se plakaten i en større udgave

En serie af seks unikke is-varianter er resultatet af et usædvanligt samarbejde mellem Østerberg Ice Cream og museumskvarteret Parkmuseerne. Hver smagsvariant er inspireret af ét af kvarterets seks museer, og de seks unikke is kan smages til august, når to af kvarterets museer, Cinemateket og Statens Museum for Kunst, slår havelågerne op til udendørs festivitas i forbindelse med Open Air biograf og SMK Fridays.

 

Parkmuseerne

Parkmuseerne er et museumskvarter i hjertet af København, hvor seks meget forskellige statslige museer samkoordinerer udstillinger, formidlingsaktiviteter, events, marketingskampagner og kommunikation. De seks museer er: Statens Museum for Kunst, Davids Samling, Cinemateket, Den Hirschsprungske Samling, Rosenborg Slot samt Statens Naturhistoriske Museum.

Med Botanisk Have, Kongens Have, samt Østre Anlæg som geografisk ramme tilbyder Parkmuseerne et grønt og varieret område med et stort udbud af rekreations- og fordybelsesmuligheder.

parkmuseernepostkorforside1

parkmuseernepostkortforside

 

Smag på museerne med Østerberg Ice Cream

“Når vi gør noget, så gør vi det ordentligt. Når vi laver is, så går vi ikke på kompromis med noget. Isen skal smage af noget, og den skal smage godt”.

Cathrine Østerberg, som står bag Østerberg Ice Cream, er normalt ikke en flittig museumsgæst, men hun var frisk på udfordringen da projektlederen fra Parkmuseerne og jeg præsenterede hende for ideen med de 6 museumsis i foråret. Det kræver et særligt kreativt og gastronomisk talent at omsætte f.ek.s museer til velsmagende is, et talent Cathrine har, og som hun blev hædret for, da hun i april modtog hun Det Danske Gastronomiske Akademis hædersdiplom.

De seneste par måneder er der blevet udviklet og eksperimenteret i butikken på Rosenvængets Allé. Hos Østerberg bliver der nemlig kælet for kvaliteten og is-eksperimenterne kommer først ud i disken, når kvaliteten er den helt rigtigt. Det er kort sagt hands-on isproduktion lavet med gode råvarer, masser af frugt og uden tilsætning af konserveringsmidler, kunstige farver og aromaer.

isene

4 af de 6 museumsis

Jeg har fungeret som facilitator og konsulent på projektet, og har derfor allerede prøvesmagt de 6 is, så jeg kan allerede nu røbe, at der venter en smagsoplevelse udover det sædvanlige. Det er 6 meget forskellige is, som overrasker og udfordrer selv en garvet isdame som mig, så glæd dig!

table

 

Og hvordan smager kunst og kronjuveler så?

SMK
Kærnemælksis med frysetørret havtorn og vanille
Hele Danmarks kunstsamling med et syret twist

Cinemateket
Intens chokoladesorbet med kirsebærsauce og salmiak
Dunkelt biografmørke, fløjlsrøde sæder og gamle filmruller

Davids Samling
Hibiscus- & safransorbet med karamelliserede pistacier i dadelsirup og kanel
Mellemøstens bazarer og farverige, labyrintiske mønstre

Rosenborg
Rosenvand og mandelmælk med Yuzu
Trendsættende ekstravagance ved Christian d. 4.’s renæssancehof

Botanisk Have
Grøn sorbet af krydderurter med lavendel-nougat
Meditativ pause i duftende, grøn oase

Den Hirschsprungske Samling
Kaffeis med maltsirup og karamelliseret hvid chokolade
Ånden fra kunstsamleren, livsnyderen og tobakshandleren Heinrich Hirschsprung

Tre ud af seks varianter er veganske.

De 6 is kan smages til Cinematekets open air-arrangementer i Kongens Have 1-2.august, samt til SMK Fridays på Statens Museum for Kunst d. 26.august. Her vil det bl.a. være muligt at købe en “Parkmuseerne rundt” – et bæger med 6 små kugler is, én fra hvert museum. Er du ikke helt så sulten, så kan man også få en halv parkmuseerne rundt med 3 små kugler efter eget valg.

 

Priser:

– Parkmuseerne rundt ( 6 kugler is) 50 kroner

– ½ Parkmuseerne rundt (3 kugler is) 30 kroner

 

Parkmuseerne
www.parkmuseerne.dk

Østerberg Ice Cream
Rosenvængets Allé 7C
2100 København Ø
www.osterberg-ice.dk

followme

 

 

 

followme

 

 

 



Ét svar til “Hvis et museum var en is, hvad ville den så smage af?”

  1. […] At arbejde med at udvikle signaturis til et museum, som Fuglsang, er ren con-amore for en kunsthistoriker og iselsker, som mig. Processen med, at finde frem til hvad et museum smager af er ganske underholdende, og jeg har da også tidligere samarbejdet med Cathrine Østerberg omkring udviklingen af 6 signaturis t… […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *